Zach Bryan er en ung Navy Sailor på fuld tid, men han har visdommen fra en Wizened Veteran. Elisabeth taler om at elske mennesker, der lider, forræderi, behovet for at bevæge sig for at overleve og den ensomhed, der følger med den slags overlevelse.
Det er ikke glad. Den mest optimistiske, det får, er en sang med titlen “Loom” om at pining for nogen langvejs. Men der er kærlighed her – “Mine” taler om, hvordan det at være sammen med den rigtige person kan blødgøre kanten og give livets mening. Og endda “Anita (del to)” om at elske en narkoman bliver skudt fuld af ømhed. Det er min yndlingssang på albummet.
Dette er ægte countrymusik om det virkelige liv. Og ikke en eneste sang om en hund.
Elisabeth er ikke et kort album. At uret ind på over en time og bedst lyttede til i et enkelt møde, det er en forpligtelse. Men en værd at lave.
Mit andet valg i denne uge er et underligt, jeg indrømmer. Jeg mener, hvem derude mener, at musikens gyldne tidsalder var, da bands som Poco og Amerika dominerede hitlisterne, og de bedste stationer var på en AM -urskive? praktisk talt ingen. Men der er dage, hvor Soft Rock er det eneste, der vil ridse kløen, og i disse dage ville jeg ordinere Mark Fredsons “At the Movies”, det første soloalbum af hovedvokalist/keyboard -spiller for den ensomme H.
Og det faktum, at han gør sådan tilsyneladende uskyldig musik, kan maskere sin sande hensigt om en sang som “Tanker og bønner”, som virker som et håbefuldt og kærligt ønske, men en tæt lytte afslører en ondskabsfuld polemik på engrosforladelsen af den amerikanske regering Af sit ansvar over for folket efter orkanen Maria: ”er ikke nogen måde at få din medicin, ikke er nogen kylling i butikken, der var en gang en tid, hvor vi kalder præsidenten, vi taler ikke med ham Ikke mere… ”igennem, der er en vittig kynisme skjult under glat, Phil-Collinesque beats.
Dette album er en avler. Tjek det ud.
Runner UPS
Bandet kaldet det samme har et nyt album, Plastic Western. Jeg nød det ganske lidt.
Plast Western af samme
Mt. Joy’s debut var en internet -sensation og et vidunderligt throwback til de dage med de bands, der fulgte Grateful Dead. Deres nye, omarrangerer os, er ikke så godt – men det er stadig en blid romp af pastoral pop, og der er nok iørefaldende sange her, at det vil forblive hos dig i et stykke tid.
Omarranger os af Mt. Joy